før og nu

Posted by MissToppy on apr 28, 2012 in Festtøj | Kommentarer slået fra

På mange måder er verden blevet mindre. Da jeg var barn, for eksempel, var et af årets højdepunkter når sommerkataloget kom hele vejen fra København (ja, jeg er bestemt vokset op i provinsen – i en lille by (en meget lille by)). Og så kunne vi forlyste os med at bestille pr. postordre, alt det smarte tøj vi havde lyst til. Altså så vidt jeg husker VAR der der altså også almindelige, fysiske butikker – men af en eller anden grund var tøjet fra Daells Varehus mere sejt (eller billigt måske, jeg husker det ikke – må lige lave en mental note om at spørge min mor mens jeg har hende endnu).

 

Og når kassen – eller kasserne – med tøj ankom var der liv og glade dage og vi gik modeshow for og med hinanden som begejstret publikum. I dag, er nettet allemandseje, og det er en selvfølge at købe tøj uden at have prøvet det først. miinto er een af mange gode butikker der handler med tøj – og alt muligt andet også for den sags skyld.

Jeg husker første gang jeg bestilte nogle varer over nettet – jeg rystede lidt på hånden: var det nu sikkert, ville jeg få mine varer, ville pengene være tabt, og jeg blive snydt? Det er altsammen fortid nu, hvor jeg jævnligt handler på nettet uden at blinke – også for større beløb. Jeg ser det som en voldsom tidsbesparelse ikke at skulle ud i 14 fysiske butikker og jeg kan sidde i ro og mag og sammenligne priser. Meget ofte er det jo den fuldstændig samme kvalitet som butikkerne har. så jeg kan handle hvad jeg vil, når det passer mig, og give den pris jeg har lyst til. Det er vist det man kalder en win-win situation.

Og altimens alting bliver mere og mere digitaliseret forsvinder der så også noget af ansvarsfølelsen? Jeg husker, at jeg for bare få år siden var optaget af spørgsmål som: “Hvad med dem der er ordblinde, eller ikke har adgang til internettet. Hvis man ikke er med på vognen bliver man så bare efterladt”. Jeg ved ikke hvor den omsorg er blevet af. Jeg oplever ikke i det daglige at jeg er blevet mere kynisk. Men efter at selv næsten al kontakt med det offentlige er pr. elektronik er også – ja så giver det vel sig selv: Use it or loose it.

Det trøster mig lidt at Danmark tilsyneladende har en skyhøj andel af net- og elektronik brugere. Måske er / var problemet mest af alt i mit lille hovede. Hvem siger i det hele taget at der er nogen der har brug for at blive passet på. (Det må der være, der er jo altid nogle der ikke kan tage vare på sig selv, nogen der er svage). Men det er selvfølgelig ikke mit problem. Eller er det?

Tænk hvis det var mig – eller mit barn – der havde brug for hjælp. Så ville jeg godt nok synes at det var dejligt hvis nogen gad gøre sig ulejliheden.